I årtusinder har vi beskrevet os selv som en "nøgen abe": et skrøbeligt dyr, der pludselig er blevet kastet ud i verden uden kløer eller panser, omgivet af uforståelige naturkræfter og bedre rustede rovdyr, gjort berømt af Desmond Morris, etolog og antropolog, takket være hans berømte bog fra 1967 med titlen "The Naked Ape". Et skræmt væsen, der har lært at overleve ved at opfinde historier, symboler, guder og ritualer. En abe, der har dækket sig med myter for at beskytte sin sårbarhed.
Dette billede, der blev berømt i det 20. århundrede og næsten blev et antropologisk varemærke, udøver stadig en vis fascination. Det har noget ironisk, provokerende, endda befriende over sig: det minder os om, at vi trods vores ambitioner stadig er dyr. Alligevel risikerer netop denne idé at skjule den mest overraskende del af menneskets historie: det faktum, at vores nøgenhed, evolutionært set, ikke kun er biologisk. Det er en eksistentiel nøgenhed.
Vores virkelige udsættelse er ikke for kulde eller rovdyr: den er for mysteriet. Derfor betyder det i dag ikke at benægte vores oprindelse og dyriske natur eller at afvise den ydmyghed, der følger med at anerkende den, når vi bestrider begrebet "den nøgne abe". Det betyder snarere at hævde, at denne definition ikke længere er tilstrækkelig. Den beskriver ikke hele det menneskelige spektrum. Den beskriver kroppen, men ikke sindet; den beskriver overlevelse, men ikke bevidsthed; den fotograferer evolutionen, men ikke bevidsthedens fremkomst.
Denne bog er født af en enkel, men radikal intuition: mennesket er ikke kun en tænkende primat; det er et bevidsthedspunkt, der afspejles i universet.
Fra hulemændenes tid til filosofiske systemer, fra religioner til neurovidenskab, fra Aristoteles til kvantefysik har menneskeheden forsøgt at forstå, hvad der sker, når et levende væsen bliver bevidst om sin eksistens. Det er i denne begivenhed – bevidsthedens fødsel – at skillet mellem overlevelse og mening, mellem simpel reaktivitet og muligheden for at stille spørgsmål til verden, åbner sig.
De første svar på dette gådefulde spørgsmål var religiøse. De introducerede begrebet sjæl: en del af evigheden, der var betroet mennesket sammen med en moralsk kodeks og løftet om dom. Hvis evolutionen fortæller os om kroppen, fortæller religionen om det indre gennem metaforen om sjælen. Et stort kulturelt redskab, magtfuldt, betryggende, normativt. Men når fornuften i de moderne tider beslutter at skære trådene til det usynlige over og kun se på det, der kan måles, mister aben også denne symbolske rolle. Den vender tilbage nøgen, med en ny nøgenhed: ikke længere kun fysisk, men også metafysisk. Et tænkende væsen uden længere en transcendent bolig. En nøgen abe foran det uendelige.
Og det er her, det virkelige problem begynder: kan vi forklare alt ved at ignorere bevidstheden, denne evne, der er fremmed for universets mekaniske dynamik ? Kan vi reducere den til et epifenomen, et tilfælde, en tilfældighed? Den moderne videnskab siger nej. Bevidstheden er et gådefuldt fænomen, der modstår, unddrager sig og stiller spørgsmål. Den er på en måde den sidste del af mennesket, der stadig er indhyllet i mystik – netop fordi den ikke kan fjernes fra den videnskabelige analyse: den er selve grundlaget for vores observationer.
I denne bog udforsker vi en hypotese: Bevidstheden er ikke en egenskab, der er forbeholdt mennesket eller biologien. Det er en universel tilstand, der manifesterer sig i forskellige grader, intensiteter og former. Mennesket, udstyret med selvbevidsthed, er en bevidst gnist af dette universelle felt, et fragment, der tænker helheden, mens helheden afspejles i det. I denne forstand er vi ikke privilegerede på grund af magt, men på grund af deltagelse. På grund af evnen til at "vide, at vi ved".
Hvert kapitel i denne bog følger menneskehedens vej fra dens oprindelige skrøbelighed til denne kosmiske intuition: fra åndernes rædsel til religionernes trøst, fra fornuftens oprør til gådens tilbagevenden, fra sjælen til bevidstheden. I sidste ende fra den nøgne abe til aben i den pragtfulde lysdragt.
Vi foregiver ikke at give endelige svar. Vi tilbyder spor, ikke dogmer. Men hvis der er en mulig konklusion, er det denne: vores "pragtfulde kappe" er ikke lavet af hår eller fjer, myter eller rustninger. Den er lavet af bevidsthed. Og måske er det netop det, vi er kommet til universet for at gøre efter 300.000 år: at blive gennemsigtige for os selv.
