Kvantemekanikken er i særklasse den mest omfattende og succes fulde naturbeskrivelse menneskeheden har skabt. Den har bare den ubehagelige følge, at naturen opfører sig naturstridigt i hvert fald hvis naturen skal opføre sig fornuftigt med nutidens øjne. Over for denne udfordring udviser såvel fysikere som filosoffer stor rådvildhed. Et paradigmeskift står for døren. Kvantemekanikken udfordrer vores bevidsthed. Hvad er bevidstheden? - spørger bevidstheden. Denne væmmelige selvreference udelukker at bevidstheden kan finde sig selv ved at søge ude i verden. Den ser sig selv som i et spejl og ser naturligvis det den er, uanset hvad. Og kunne altså være noget andet i sin selvopfattelse - og selvet er det er det eneste der kan opfatte bevidstheden. Efter Descartes har den vestlige filosofi set en uafviselig dualitet idet eksisterende, i verden set udefra. Det psyko-fysiske problem og spørgsmålet om viljens frihed er opstået på det grundlag. Og i selvsamme rammer kan problemerne naturligvis ikke løses. Kvantemekanikken har placeret os som iagttagere i et uadskilleligt forhold til de atomare fænomener og påtvunget os et komplementaritetsprincip som hidtil har været ukendt i vores forhold til verden. Komplementaritetsprincippets logik begrænser det ikke til kun at gælde i atomfysikken. Ved at opfatte komplementaritetsprincippet som en legitim synsmåde når blot logikken tillader det, opløses problemet om viljens frihed kontra determinisme. 'Kontra' viser sig at udtrykke en kategorifejl og må fjernes. 'Vilje' kan så bevare sin umiddelbare, oplevede betydning, hvilket ikke er tilfældet i f.eks. kompatibilismen - og forståelsen vil forstå lidt mere af det hele.